I lære som formstikker
Jeg kom i mesterlære som formstikker i 1957 i byen Einbeck i Niedersachsen i Tyskland. Einbeck var dengang et tapetmonopol, med 2 store tapetfabrikker og 3 formstikkerværksteder. Jeg begyndte på et større værksted med 12 formstikkere, 2 snedkere, 1 smed og 2 arbejdsmænd.
Firmaet havde desuden et atelier med 8 designere, som tegnede nye tapetmønster.
Formstikker uddannelsen varede 3 år med en afsluttende svendeprøve. Der var en fagskoledag om ugen, hvor man blev undervist af en mester i materialekundskab, mønstertegning, historien omkring faget og teknikken vedrørende tapettryk.
Man skulle også hver måned skrive en beretning, hvori man beskrev de forskellige arbejdsprocesser, som man havde arbejdet med og beretningen skulle derefter underskrives af ens læremester.
Den første læretid gik med at få et indgående kendskab til fremstillingen og bearbejdning af materialet. Materialet var af messing, en legering af kobber og zink, som skulle bruges i det senere forløb til at forme de forskellige konturer, som skulle danne mønstret på trykblokken eller valsen.
I den følgende tid lærte man så at forme, file og bukke messingen til de rigtige profiler, for derefter at slå dem ned i trykblokken eller valsen, så de dannede det tegnede mønster.
Dengang havde man en 45 timers arbejdsuge. 8 timer til hverdag og 5 timer om lørdagen.
Lærlingelønnen per måned lå det første år på 55 kr., det andet år på 70 kr., og det tredje år på 100 kr. Men til jul var man meget rundhåndet, der fik vi hvert år en arbejdskittel i julegave.
Lærlingene var også særligt privilegerede, fordi de hver dag efter fyraften fik lov til at gøre rent på værkstedet.
Der var også en særlig bonus om vinteren, hvor lærlingene måtte møde en time før på arbejdet for at fyre op i forskellige kakkelovne, så der var varmt, når svendende mødte på arbejdet. Selvfølgelig uden ekstrabetaling. Det var det rene svir. For som vi lærlinge altid fik fortalt fra højere sted – lære år er ingen herre år.
Formstikker uddannelsen blev afskaffet ca. 1965. Dette er grunden til, at der kun er ganske få formstikkere tilbage (kun én i Nordeuropa).